Kulturforskelle, mere gennemtænkt

Når jeg siger "mere gennemtænkt" mener jeg at det er mere gennemtænkt end når jeg får ca. 2 sekunder til at svare på spørgsmålet "so how do you like living in wisconsin so far?" eller "what is the biggest difference from your country and here?". Jeg har aldrig ordentlige svar til de spørgsmål, selvom jeg bliver spurgt det samme hver eneste gang jeg møder nye mennesker, så jeg burde vel have forberedt en hel tale nu, eller hvad? Men jeg svarer altid kun noget lignende "I like it very much" eller "everything is bigger here" selvom i virkeligheden når jeg tænker over det, så er der så meget mere til spørgsmålene, som jeg sagtens kunne svare!

Hvad er egentlig den største forskel imellem Danmark og USA?
Jeg tror ikke jeg ville være i stand til at svare på det, så lad mig korte det lidt ned og sige forskellen mellem Danmark og Wisconsin.

Der er utoligt lange distancer til alt, så hvis vi skal købe stort ind skal vi køre i hvert fald 45 minutter hvis ikke en time for at komme ind til en ordentlig butik. Og apropos at køre - så ved de fleste af jer vel også at teenagere allerede kan få deres kørekort som 16 årige herovre. For at det ikke skal være løgn, så kan de allerede få deres permit når de er 15 1/2 år, hvilket betyder at de kan køre i en bil sammen med deres forældre og søskende. Og ikke nok med at de får deres kørekort som 16 årige, men når de så endelig har deres kørekort, så kører de også rundt overalt. Selv i en lille by som Wonewoc hvor jeg bor - alle kører eller tager bussen til skole. Jeg tror jeg har set 5-10 cykler, og de var for det meste de mindre børns. Jeg bor lige ved siden af en cykelsti - bogstaveligt talt, de kan kigge ind af mit vindue hvis de ville - og jeg tror jeg har set 10 cykelister i hele mine 3 måneder her.

Men det er ikke den største forskel, ville jeg nok sige. Den største forskel er nok at alle snakker engelsk, og valutaen er dollars. Men det siger vel lidt sig selv?

Er folk virkelig så flinke i USA som alle siger de er?
Lige siden jeg kan huske, har jeg altid fået fortalt at Amerikanere er utrolige snaksagelige og rare. Det er blevet beskrevet som sådan; selvom folk ikke kendte hinanden ville de hilse eller i det mindste smile til hinanden, og kunne nemt starte tilfældige samtaler op, igen stadig selv hvis de ikke kendte hinanden.
Mit indtryk indtil videre er således; det er delvist korrekt. Når vi sætter det op ved siden af Danmark, hvor folk knapt nok vil smile til en fremmed på gaden, og absolut ikke vil snakke med fremmede folk, så er det meget underligt. Jeg har oplevet mange gange hvor folk bare har gået hen til mig og hilst og begyndt at snakke til mig, når jeg har været til events f.eks.
Der er også et eller andet med Amerikanere og spørgsmålet "how are you?" Hver eneste gang man møder en person er det det første spørgsmål det starter en samtale, eller måske bare det eneste de spørger og så går man bare videre. Så samtalen går "Hey", "hey", "how are you?" "good, how are you?" "good", bum slut finale.

Kniv? Hvad er det?
Det er ikke for sjov, de bruger seriøst næsten aldrig kniv når de spiser! Min v-bror Brayden nægter endda at bruge kniv når vi spiser kød. De bruger kun gaflen, og så brækker de deres mad over og skovler det op på gaflen og spiser. Hvis der så er noget der ikke vil samarbejde, skader det ikke at bruge fingrene eller et brød eller noget - de bruger jo ikke kniv! Haha.
Selv i lunchen i skolen er der kun gafler og nogengange skeer, så det er ikke engang fordi det kun er min værtsfamilie og nogen få andre der er sådan, det er de fleste herovre. Jeg må nok indrømme at selvom jeg havde fået det fortalt inden jeg tog afsted, så kiggede jeg noget underligt efter måske den 5.-6. aftensmad sammen med dem, hvor det gik op for mig at de ikke kun brugte gaffel nogen dage, men altid. Men man vænner sig nu til det!

Skole og sport
Man skulle ikke tro det, men teenagere her ovre tager rent faktisk skolen utoligt seriøst. Der er selvfølgelig altid dem som ikke tager skolen seriøst, men jeg vil sige at størstedelen af eleverne tænker over hvad deres karakter er og gør alt hvad de kan for at få den bedste karakter hele tiden.
Skole og sport hører også sammen i en sammenhæng, at hvis du ikke får gode nok karakterer så kan du ikke deltage i nogen sport. Og som mange nok har hørt før så er sport meget vigtigt for dem herovre. Jeg går godt nok på en lille skole hvor chancen for at være de bedste af de bedste er meget lille, men vi kom alligevel utrolig langt i volleyball. De har ikke været så langt i et par år vist nok - og de var utrolig tæt på at komme endnu længere og slå deres største rivaler!

Så ja....... fordomme er der nok af! :-)