Viser opslag med etiketten skype. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten skype. Vis alle opslag

19. april 2014

Én international familie

Jeg vil aldrig nogensinde kunne beskrive hvor glad jeg er for at være havnet det sted jeg er, og omkring de folk som jeg er. Jeg føler mig så utrolig heldig. Jeg har fået venner for resten af mit liv fra flere forskellige lande.
Igår, fredag, mødtes alle Monica's IEC-gruppe for sidste gang i år. Det er også kun 2. gang siden første gang vi allesammen var samlet til informationsmødes i starten af året hjemme hos os. Udover det har der altid været én eller to manglet når vi har mødtes. Men igår var vi der allesammen.
Vi kørte så sammen ind til Wisconsin Dells og bowlede. Da vi havde bowlet gik vi ind og spiste. Efter vi havde spist havde Monica "the end of year-meeting" med os. Det var super trist og seriøst lige pludselig. Der blev gået over fly-informationer, hvis der var problemer i lufthavnen på vej hjem, ting så som at vi ikke vil føle at vi passer ind når vi rejser hjem, hvad vi skal gøre hvis der er problemer hjemme - de sædvanlige ting og regler. Det er bare så trist at tænke på at vi rent faktisk allerede skal til at overveje alle de ting nu - at der kun er 2 måneder tilbage af vores ophold fra nu af.
Fra nu af er der kun graduation tilbage som en stor begivenhed på kalenderen, og som tiden har gået stærkt for tiden, vil det også være forbi lige straks.
Men i så fald - efter den lidt depressive snak om hjemrejse og andre ting, så tog vi ind til downtown Wisconsin Dells, og gik rundt på "the strip". Til jer der ikke ved det så er The Dells en turist domineret by, så de fleste butikker på the strip er souvenir butikker, og hvis du kører rundt i byen, ser du tonsvis af vandrutjebaner, gokartbaner, zoo's og forlystelsesparker. Det er en meget speciel by! Første gang jeg kørte igennem der, mindede det mig om en by i det sydlige Europa, som lever af turister.
I dag har jeg også fået snakket med min kære danske familie på skype. Det var en måneds tid siden sidst, så det var rart at få snakket med dem igen :-)
1. gruppebillede af os alle samlet fra tilbage i august 2013.
Nyt og opdateret gruppebillede fra igår - se en forskel på og alle! Fra venstre: Janina-Tyskland, Ellie-Tyskland, Moa-Sverige, Cindy-Taiwan, mig, Tsuki-Japan

Endnu et gruppe billede i bowlinghallen :-)
FYI; de tog kun huerne på for sjovt, det var rent faktisk utrolig varmt taget i betragtning af at vi er i Wisconsin!


Jeg elsker specielt min fars hat - gad vide hvor han fik den fra :D

27. oktober 2013

Én af hverdagens mange glæder

Kelly og Jake er hjemme denne weekend, og bliver her indtil tirsdag hvor Kelly's fødsel bliver sat igang. Det er altid sjovt når de er hjemme, så jeg har hygget mig rigtig meget :-)
Udover det fik jeg endelig skypet med min kære familie hjemme i Danmark igen efter næsten en måned. Jeg snakkede godt nok med min søster inden vi tog til Chicago, men inden da var der gået 1 eller 2 uger siden jeg havde snakket med mine forældre også, så det var rigtig rart at få snakket med dem, og ikke mindst få snakket dansk! De fik også hilst kort på Rick, imens han lavede morgenmad, haha :-)
Det er helt utroligt så meget jeg savner dem, og alligevel kunne jeg slet ikke ønske mig at komme hjem. Jeg elsker at være her. Det er underligt at tænke at jeg allerede har været her 3 måneder! 7-8 måneder igen.. Hold da op hvor tiden flyver! Lige strakt vil det være halloween, thanksgiving, jul, nytår, prom, graduation, og PUF! Farvel og tak............. Heldigvis har jeg allerede en tur til gode i August til sommer forhåbentlig sammen med min kære storesøster :-)

25. marts 2013

Skype

I går snakkede jeg med mine værtsforældre for aller første gang! Det var for det meste Monica, fordi Rick ikke bryder sig om at snakke til et kamera og sådan, men der kom da nogen kommentarer fra sidelinjen, haha. Jeg fik en rundvisning i deres hus, og det så rigtig fint ud. Det er kun i én etage, hvilket egentlig ikke gør mig noget fordi jeg er vant til to etager, og er rigtig træt af at gå op og ned af trapper (og så er jeg rædselslagen for kældre når der er mørkt). Jeg så også det værelse jeg vil komme til at bo på. Nu bor Rebecca, deres nuværende Svenske udvekslingsstudent der, men når jeg kommer bliver det der jeg skal sove. Det var ret underligt endelig at komme til at snakke med Monica efter at have skrevet med hende i så lang tid. Det var næsten som om vi kendte hinanden i forvejen, og alligevel ikke. Sommetider vidste vi ikke rigtig hvad vi skulle snakke om, fordi vi havde skrevet om det meste over mail. Det var også rigtig svært for mig lige pludselig at skulle snakke engelsk. Ikke fordi jeg plejer at have svært ved det, men fordi jeg samtidig var spændt og nervøs, så var det sværere for mig at sammensætte hele sætninger. Det var ret træls. Så var det nærmest lige efter samtalen jeg kom på en hel masse gode ting at fortælle, men det glemmer jeg sikkert til næste gang så bøvlet jeg er! :-D Vi fik alligevel snakket en del om hvad jeg måske kan nå at opleve af rejser til næste år, discovery tours, skole sport, skole arrangementer, skole klubber, husregler, Kelly og Jakes bryllup, hvordan min skole er, og forskellen. Det var meget med hun fortalte, jeg lyttede, hun spurgte, jeg svarede, jeg spurgte, hun svarede. Men jeg var jo som sagt ret nervøs (mere end jeg havde regnet med, men det var også første gang). Men det var alt i alt rigtig rart at snakke med hende, hun er super sød, og det samme er Rick. Brayden var ikke hjemme, han var hos nogle kammerater. Han har forresten fødselsdag i dag, han bliver 15 år, tillykke til ham!