En sidste 'ses' til mange

Den sidste halvanden uge har været hektisk. Meget har været igang, vi har skulle lave mange ting, og selvom jeg har haft sommerferie har det ikke rigtig føltes sådan.
Lad mig starte med sidste onsdag, den 11. juni. Vi skulle ud og spise med vores yearbook klasse som en afslutnings-ting de gør hvert år. Men da jeg vidste at jeg skulle noget hver dag i weekenden, og ikke ville have tid til at pakke, begyndte jeg at pakke min kuffert den dag. Det gjorder mig super forvirret og stresset.
Jeg fandt min kuffert og håndbaggage frem, og åbnede dem på min gulv, og fandt først ud af hvilket tøj jeg ville have med hjem første gang jeg tager hjem, og hvilket jeg kunne lade ligge her for nu. Jeg kom ikke super langt, men da Monica så kom hjem var alt jeg kunne sige til hende "please come and help me". Så sad vi på min værelse i længere tid og prøvede at finde ud af hvordan og hvorledes med mine ting. Der gik det rigtigt op for mig at jeg kun havde en uge tilbage.
Senere mødtes vi så med yearbook klassen. Vi er en lille hyggelig klasse. Vi kørte til Wisconsin Dells, hvor vi så spiste på en restaurant, som hedder Monk's. Der fik jeg selvfølgelig en Philly cheesesteak sandwich. Yum yum! Det vil jeg savne!
Efter vi var færdige med at spise spurgte Mr. Chute, vores lære, os so om vi havde lyst til at tage ud og mini golfe eller noget i den stil. Det var alt sammen betalt for, da en lærer der går på pension i år, Mr. Kirch (min US History lærer i år), havde valgt at give os noget ekstra, fordi vi dedikerede vores yearbook til ham. Så det var som tak for det. Det var super sødt af ham! Så vi tog ud og minigolfe.
Cindy, Janina, Marcus og jeg var et hold sammen, og jeg vandt! Yay.

Lørdag tog vi til Madison, Rick, Monica og jeg. Der gik vi rundt på state street, som er gaden der inde hvor der er mange butikker og restaurenter og sådan. Så mødte vi Kristin, Alan og børnene, og snakkede lidt med dem, men vi tog hjem til dem senere også. Vi spiste frozen youghurt, og tog så hjem til Kristin for et stykke tid. Det var sidste gang jeg ville se Kristin indin Juli når jeg kommer tilbage, så det var ligesom vores afsked. Derefter tog vi hen til Texas Roadhouse, som også er en af mine favorit restauranter herovre, og Kelly arbejder der, så det er altid hyggeligt når vi kommer der og hun kan sidde og snakke med os lidt hvis der ikke er travlt. Det er super lækkert, maden!!

Kristin og jeg - en ussie, i stedet for selfie, som hun fortalte mig. Fordi der er mere en én person! Haha

Lille Kylie og jeg. Hun elsker og se sig selv, og tage selfies - eller ussies, haha

Søndag havde vi 2 afskeds/gaduation fester for henholdsvis Cindy og Ellie. Det var super hyggeligt til begge fester. Til Ellies fest var det aller sidste gang jeg ville se Ellie indtil vi vil besøge hinanden i vores lande, hvilket er ukendt hvornår vil ske. Så det var meget underligt at sige farvel. Det gik ikke helt op for mig endnu, dog. 

Til Cindy's afskedsfest. Rick, Cindy, mig, Monica. <3

Til Ellie's afskedsfest. Mig, Ellie, Janina, Cindy. <3

Mandag, eller igår, der kom Kelly hjem og hun tog mig ud for frokost på Culvers. Min sidste gang på Culvers! Trist. Det var super hyggeligt med lidt tid sammen med Kelly inden jeg rejser, for jeg er sikker på når jeg kommer tilbage vil hun være travl med forberedelser til brylluppet. 

Senere tog Monica og jeg hjem til Cindy for at sige farvel til hende. Hun er rejst hjem i morges, i dag, tirsdag. Det var utrolig hårdt! Cindy har været en af mine tætteste veninder i løbet af det meste af året, så tanken ved at vi ikke vil se hinanden hver dag længere er utrolig underlig. Men der er jo ikke andet at sige end at jeg må tage en tur til Taiwan en dag og blive bedre til at bruge skype! 

I dag når Monica kommer hjem tager vi ud og geocatcher tror jeg. Og så skal vi hjem til Janina og sige farvel til hende. Hun rejser i morgen aften. Nu bliver det hele lige pludselig så ægte. Torsdag klokken 13 Wisconsin tid flyver jeg. 

Vi ses lige om snart, Danmark!

English sappy-post

As I am sitting in my bed right now thinking about going home in 3-4 days, it is easier for me to express myself in english, as it is the language I have been speaking everyday for almost 11 months. So I am sorry to all my Danish family and maybe friends who might be reading this, I just felt like I didn't want to write this all down in Danish.
I am sitting here, as I already wrote, and looking at my suitcase that is almost full, and then on all the rest on my stuff in my room. The last couple days I am sure that I have literally drove Monica and Rick nuts, only because I am getting so nervous and stressed out because of everything that is going to happen in just 3 and a half day. Thursday morning already, we will all be taking off for Madison airport, and I will be on my own for who knows how many hours, until I at 9 a.m. Danish time, friday morning, will arrive in Copenhagen.
The reason why it all is stressing me out is not only because of my suitcase though. I am only bringing one suitcase home, and keeping all the rest of my stuff here until I am coming back in July (already, I know!). In July I will come back for my host sisters wedding, and my sister will go with me, which mean that we both can bring a suitcase an not fill it up all the way, but then on the way home fill them both up will all my crap that I didn't fit into my suitcase now. That is my plan, so that is why I am not THAT stressed out about that. I still tend to stress out about packing all my stuff though. I think it is the whole thinking about packing my whole year down into a suitcase. I've never done that before, and when I started packing, I started cleaning my room. It ended up with that I found so many stuff that I forgot that I had, that I stressed out because I didn't know what to do with all that stuff.. So you get the point. It is pretty stressful to be me right now.
But no, the other reason besides me packing up, is because my year is over. Yes, I will come back again a month after I leave, but I will have my sister with me, and there is going to be tons of other people here. I mean, MY year is over. The year of my life, the year that I dreamt about before I arrived. It is all over, and it was over so quickly.
It is probably hard to understand for someone who hasn't experienced the same, but leaving your life behind to start a new one in another country is really hard, but it is still exciting. Then leaving the life you created, to go back to your old life, is even harder, and even scary in some part.
I am really excited to see my family and friends again. Of course I am! I haven't seen them in almost 11 months, and I miss them all so much! But thinking about how much I am going to miss everyone from over here is so hard too. I feel so lucky and thankful that I will see most of them already in July/August again!

Okay, that is it for my sappy post tonight. Now I will go to bed before I will have to say goodbye tomorrow, to one of my best friends over here who are leaving to go home to Taiwan on Tuesday.

Graduation

Jeg ved ikke hvordan jeg kan beskrive dagen igår. Jeg graduerede endelig, eller allerede ville jeg nok sige, fra Wonewoc-Center high school. Det kan helt seriøst ikke beskrives. Jeg har ikke lyst til at forlade alle disse skønne mennesker endnu. Men det er ikke dét jeg ville skrive om, dét jeg ville skrive om var selve min graduation;
Det var en kort cermoni i forhold til de seneste år, så vidt jeg kunne forstå på Monica og Rick. Jeg synes stadig det var en lang cermoni at sidde i en lang sort kåbe på en scene med rampelys, når det i forvejen var 30 grader. Men det var nu meget sjovt at opleve, jeg er super taknemmelig at de giver os muligheden for at gå igennem graduation sammen med seniorne selvom vi er juniors. Det er lidt ligesom vores mulighed for at sige farvel til skolen, og alle eleverne, selvom vi muligvis vil se dem igen inden vi tager afsted.
Jeg troede dog ikke det ville blive så svært som det var. Da vi gik ned til vores forældre med blomster og skulle se senior slideshowet, begyndte jeg at græde. Ligeså snart jeg så Monica begyndte vi begge to at græde, og så begyndte Rick også at græde. Jeg hader at græde, men det bliver bare så hårdt at rejse hjem.
Jeg rejser hjem den 19. Er hjemme den 20. Det er lige rundt om hjørnet, og det sniger sig tættere og tættere på. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal pakke ned første gang her og hvad jeg skal lade være her indtil jeg rejser tilbage til sommer.

1) Min side i senior slideshowet. 2) Mr. Rueckheim før hans tale - tager en selfie med os alle! Haha han er så sjov. 3) Mel og jeg da jeg fik mit diplom, 4) En krammer til Monica!

1) Mig og Mr. Rueckheim, den bedste track coach! 2) Lane og "alle hans foreigns" :) 3) Kelly, Brayden, mig og Jake. 4) Marcus mig og Lesa.

 1) Mig, Janina, Cindy og Ellie. 2) Mig og min birthday buddy, Landan. 3) Mig og Lane. 4) Kelly, lille Jayden og jeg.

1) The foreigns og Landan, 2) Mig og Kylie, 3) Mig og min favorit skoleinspektør, Ms. Noll, 4) Monica og alle hendes foreigns :) 

1) Mig og lille Jayden. 2) Familiebillede :) Rick, mig, Monica, Brayden. 3) Mig og Brayden. Haha han hader at få taget billeder! 4) Rick, Monica og jeg :)

Skud ud til Wonewoc

Fjolle-holdbillede. Elsker dette hold! 

5 dage tilbage til skole, og min afskedsfest som bliver afholdt for track holdet og andre venner imorgen, nu begynder det efterhånden snart at virke ægte. I torsdags fik vi uddelt vores yearbooks, som jeg jo har været en del af at lave, så jeg havde allerede set alle siderne, men som en fuldendt bog var det første gang jeg bladrede igennem den. Det gjorde mig stolt og glad, og samtidig også trist at det allerede snart er ovre. Vi havde den sidste time af torsdagen til at signere hinandens bøger, men jeg fik dog ikke tæt på alle dem jeg ville have signeret, så fredagen gik også lidt på signering imellem klasser, og vil også tage bogen med i skole mandag og muligvis tirsdag. Elsker de små beskeder folk skriver. Det er sten sikkert noget jeg vil kunne se tilbage på om mange år og grine af.
Jeg kommer sådan til at savne track holdet. Jeg savner allerede track, og jeg har kun været ude af det for under en uge. Det er ikke det at løbe, men at socialisere med de fantastiske mennesker. Dét vil jeg savne.
Fredag var der også sectionals for track. Jeg havde ikke gået vidre til sectionals, men vi havde 9 der gik videre, så jeg tog med for at se på og tage billeder (jeg glemte mit kamera hos Ellie i weekenden, så det er derfor jeg ikke kan oploade billeder fra stævnet). Efter stævnet tog vi til Ellies hus, mig, Cindy og Janina. Det var hendes "fødselsdagsfest", så vi havde et bål og lavede s'mores, og i dag tog vi så til The Dells og shoppede.
Ellie er så super heldig at hun ikke skal tilbage til Tyskland før August igen, fordi hun blev valgt til at tage på campen igen for at være returnee. Udover det ankommer hendes mor fra Tyskland på næste søndag, dagen efter vores graduation, og skal være på ferie hos dem i 2 uger.
Jeg kan ikke vende mig til tanken om ikke at være i Wonewoc hver dag længere. Det skræmmer mig lidt. Det er mit andet hjem, og jeg elsker sådan at være her. Jeg glæder mig dog også til at se alle tilbage i Danmark om ikke så lang tid. Den 19. juni er ikke langt herfra. Det kommer tættere og tættere på!

Track and field

Jeg kommer til at savne track and field så utrolig meget! Det er ved at komme til en ende, da jeg imorgen vil have min sidste træning med holdet. Mandag har vi ikke træning på grund af memorial day, og tirsdag er der så regionals, hvor derefter de 4 bedste i hver event går videre til sectionals, og derefter det samme går videre til state. Jeg har aldrig været placeret som 4., 3., 2., eller 1. i nogen af mine event, så derfor kan jeg med sikkerhed sige at fredag, imorgen, vil være min sidste træning. Det er dog ikke med glæde jeg siger det.
I dag havde vi den traditionelle scavenger hunt, som de laver hvert år. Vi fik nogle hints, og udfra det skulle vi finde ud af hvor vi skulle løbe hen, og så skulle vi tage et billede med os som bevis. Det var steder rundt omkring i hele byen (haha, "byen" wonewoc, mere landsbyen), og også ude af byen, så der blev løbet en del mil! Det var en sjov måde at gøre det på dog. I stedet for bare at løbe frem og tilbage, så løb vi fra sted til sted mod et andet hold, for at tage billeder, og vinde! Vi tabte dog :D Men det var stadig sjovt! Og så fik vi is og jordbær da vi kom tilbage. Også en tradition, vist nok. Det var utrolig varmt, så det var virkelig hårdt dog. 21 grader celcius! Og forleden til vores stævne var det næsten 30 grader. Stor forskel fra i vinters, med deres -40.
Men, som sagt, jeg kommer til at savne det utrolig meget, og alle mine super holdkammerater.

1 af de 3 kirker i byen 

Ved den offentlige pool

Ved biblioteket

Ved banken

The pet store

Wonewoc Veterans Memorial

"The old house" hvilket ligger 800 m (en halv mil) ned af den vej vi normalt træner på.

Skolens klokke

Little Alaska 

Kirkegården

Endnu en kirke

Klokken slår, tiden går

På det seneste har jeg oplevet mange forskellige ting, og de næste par måneder ved jeg at jeg vil opleve mange flere forskellige ting. Jeg har kun en måned og 3 dage tilbage i Wonewoc, så tiden er virkelig begyndt at presse skræmmende meget på.
Jeg vil begynde med påske. Jeg er ikke vandt til at fejre påske så meget mere end at få et påskeæg af min farmor hvis jeg er heldig, og da jeg var lille malede vi æg, men efter både min søster og jeg blev ældre gjorde vi ikke rigtig noget ud af det. Så da vi her ovre havde både påske middag og kæmpe bøtter med slik, også kaldet "easter basket", det var en stor forandring. Men det var sjovt. Det var en super hyggelig dag, med lækker mad lidt ligesom til jul og thanksgiving, og en masse dessert. Vi gemmede også påskeæg for Kyllee da de kom på besøg, så hun kunne gå rundt og finde dem rundt omkring i huset.

Brayden og jeg udforsker med gemmesteder til påskeægene - det virkede ikke, haha!

Nok slik til de mange næste uger!!!

D. 3. maj var Monica og jeg i Brookwood mener jeg det var, hvor vi sad og havde en booth for EF, da Monica stadig søger værtsfamilier. Kristin, Alan og børnene var der også med en booth, så jeg legede en hel del med Kylee, hun var helt vild med de balloner vi havde i vores booth! Det var en super sjov dag, og Monica fik da også fundet nogen interesserede :-)

Kylee og jeg

Den 11. maj var det mors dag, og jeg stod op og lavede morgenmad for Monica, med hjælp fra Brayden og Rick. Derefter gik vi ud i haven og arbejdede da det var super vejr udenfor! Og så kom Jake hjem med Jayden. Det var super hyggeligt, vi var alle udenfor sammen, og hundene var ude med os også og nød vejret med os. Så gik Monica og jeg en tur med Jayden, inden det så senere begyndte at regne. 

I onsdags, d. 14. maj, holdte skolen national honors banquet. Det betyder at hvis man har været på honors i 3 kvartaler, hvilket er at ens karakterer's GPA (gennemsnit af en art) skulle være mellem noget specielt, så får man et bevis på det. Det har jeg, så derfor var jeg inviteret med til honors banquet. De gør rimelig meget ud af det med at de servere mad og drikke, og de har taler osv osv, og så får du dit bevis sammen med resten af din klasse. Der er også high honors, hvilket er endnu højere karakterer. 

Landan, mig, Chelsea, Janina, Sarah og Ellie. Honors fra junior klassen :-)

Os 4 udvekslingsstudenter med vores beviser. Cindy er den smarte med high honors :p

Den samme dag, vil jeg gerne lige nævne, at jeg var på en skole tur. Jeg var med kemi og fysiologi klasserne til LaCrosse for at se cadavers, hvilket er døde mennersker. Det var utrolig spændende faktisk, selvom det lyder utrolig underligt. Det er på et college hvor de studerer forskellige ting omkring mennesker, de har 4 lig, som de har liggende uden hud, og totalt skåret op, og så kunne vi ellers bare se alle indvolde og muskler og ting og sager. Udover det havde de forskellige indvolde rundt omkring i rummet som de fortalte os omkring også. Det lyder utrolig underligt og mystisk, og på en måde var det også begge, men det var også ret spændende, og noget jeg aldrig i mit liv havde troet jeg ville komme til at prøve, eller se. 

Senere den dag, til track træning, tog vi så endnu en lille tur. Vi kørte en halv time væk hvor der var en tunnel som var omkring 1200 m lang, og vores trænere sagde så at vi skulle løbe igennem den. Men det var mere at vi løb hen til den da der var omkring 2-3 mil hen til den (2 mil = 3200 m ) og inde i tunnellen var det umuligt at se noget, og underlaget var utrolig ustabilt. Så det var mere for oplevelsen. Det var egentlig ret sjovt! Uhyggeligt, men sjovt :-)

Tunnellen ude fra - fra enden, da vores træner tog dette billede da de stod og ventede på os ...

Holdet - endelig ved en ende :-)

Igen, holdet :-)

Girls Scout talk

Sidste uge var Cindy og jeg i Reedsburg, hvor vi var inviteret af pige spejder gruppe lederne, for at komme og snakke om vores lande. Det er pige spejdere på 5-6 år, og da de lige for øjeblikket har et projekt igang omkring resten af verden, syntes de at det ville være interessant hvis vi kom og snakkede, og svarede på deres spørgsmål om hvor vi er fra. Nu er pigerne jo kun 5-6 år gamle, men der kom stadig utrolig smarte spørgsmål, som jeg slet ikke havde regnet med at få! Spørgsmål som om vi har en præsident, hvad side af vejen vi kører på, og en masse andet! De var utrolig nysgerrige og søde alle pigerne, også selvom de ikke havde nogen idé om hvor i verden hverken Danmark eller Taiwan ligger.

Vi fik maling på vores hænder og gav vores aftryk på en plakat, nær vores land, og skrev så vores navn under.

Her snakker vi til alle pigerne :-)

Gruppebillede - forresten ankom vi lige efter track træning, så vi var godt trætte!

I dag har det stormet meget af dagen. Lille Lacey er bange for torden, så hun lagde sig op til mig i sofaen igen. Kunne ikke lade være at tage et billede :-)

Én international familie

Jeg vil aldrig nogensinde kunne beskrive hvor glad jeg er for at være havnet det sted jeg er, og omkring de folk som jeg er. Jeg føler mig så utrolig heldig. Jeg har fået venner for resten af mit liv fra flere forskellige lande.
Igår, fredag, mødtes alle Monica's IEC-gruppe for sidste gang i år. Det er også kun 2. gang siden første gang vi allesammen var samlet til informationsmødes i starten af året hjemme hos os. Udover det har der altid været én eller to manglet når vi har mødtes. Men igår var vi der allesammen.
Vi kørte så sammen ind til Wisconsin Dells og bowlede. Da vi havde bowlet gik vi ind og spiste. Efter vi havde spist havde Monica "the end of year-meeting" med os. Det var super trist og seriøst lige pludselig. Der blev gået over fly-informationer, hvis der var problemer i lufthavnen på vej hjem, ting så som at vi ikke vil føle at vi passer ind når vi rejser hjem, hvad vi skal gøre hvis der er problemer hjemme - de sædvanlige ting og regler. Det er bare så trist at tænke på at vi rent faktisk allerede skal til at overveje alle de ting nu - at der kun er 2 måneder tilbage af vores ophold fra nu af.
Fra nu af er der kun graduation tilbage som en stor begivenhed på kalenderen, og som tiden har gået stærkt for tiden, vil det også være forbi lige straks.
Men i så fald - efter den lidt depressive snak om hjemrejse og andre ting, så tog vi ind til downtown Wisconsin Dells, og gik rundt på "the strip". Til jer der ikke ved det så er The Dells en turist domineret by, så de fleste butikker på the strip er souvenir butikker, og hvis du kører rundt i byen, ser du tonsvis af vandrutjebaner, gokartbaner, zoo's og forlystelsesparker. Det er en meget speciel by! Første gang jeg kørte igennem der, mindede det mig om en by i det sydlige Europa, som lever af turister.
I dag har jeg også fået snakket med min kære danske familie på skype. Det var en måneds tid siden sidst, så det var rart at få snakket med dem igen :-)

1. gruppebillede af os alle samlet fra tilbage i august 2013.

Nyt og opdateret gruppebillede fra igår - se en forskel på og alle! Fra venstre: Janina-Tyskland, Ellie-Tyskland, Moa-Sverige, Cindy-Taiwan, mig, Tsuki-Japan

Endnu et gruppe billede i bowlinghallen :-)

FYI; de tog kun huerne på for sjovt, det var rent faktisk utrolig varmt taget i betragtning af at vi er i Wisconsin!

Jeg elsker specielt min fars hat - gad vide hvor han fik den fra :D